Tog kører igen efter hændelse med væltet træ
Mandag eftermiddag kører der igen tog på det ene spor nord for Klampenborg Station. Det fortæller trafikchef ved Banedanmark Jens Jørgen Hansen.
Der blev mandag formiddag spærret for al togtrafik på strækningen, da et træ væltede ned over nogle køreledninger og ramte et tog på stedet. Ingen personer kom noget til ved hændelsen, men 148 passagerer måtte evakueres fra toget.
Mandag kort efter klokken 16 kører toget hvert 20. minut på strækningen i stedet for hvert 10. minut, som er normaldriften. Passagerer skal forberede sig på mindre forsinkelser på grund af det ekstra antal passagerer, som nu skal deles om det ene tog, fortæller Hans Jørgens Hansen.
Teknikere undersøger, om der er sket skader på toget, der blev ramt af træet, mens køreledningen netop nu bliver repareret. Det andet spor på strækningen vil være lukket frem til mandag aften.
Dyrehavevej i Klampenborg, der også tidligere måtte spærres på grund af det væltede træ, er ligeledes genåbnet for trafikanter, oplyser Nordsjællands Politi på Twitter.
BNB