To unge anholdt for flere brandstiftelser
To personer er onsdag blevet anholdt. De mistænkes for at stå bag en række brande.
Den seneste tid har Herlev været hærget af flere brande.
Onsdag formiddag anholdt Københavns Vestegns Politi to unge, der menes at stå bag en række brande.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
To anholdte
Det er to 18-årige, politiet har anholdt.
De mistænkes for at stå bag en større brand i en daginstitution i Herlev, der efterlod institutionen med store skader, samt seks andre mindre brande i samme by.
Københavns Vestegns Politi har efterforsket brandene, mens der også har været mere politi til stede i området.
I de områder af byen, hvor brandene har hærget, har der været fokus på at være i dialog med borgerne.
– Der er tale om en både alvorlig, tankeløs og farlig gerning, som har medført stor utryghed for borgerne i området. Vi har haft stort fokus i området og en intensiv efterforskning, og det har ført til dagens anholdelser, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi Charlotte Skovby.
Pegede på samme brandstifter
Den 31. maj 2020 oplyste politikredsen selv på Twitter, at de havde arbejdet intenst med flere brande over natten.
Allerede på det tidspunkt blev der peget på, at brandene kunne have en sammenhæng. De kunne muligvis være påsat af den eller de samme personer.
Seks brande blev anmeldt på dagen. Brandene inkluderede blandt andet en i Dagplejen på Kommenhaven.
De øvrige var containerbrande, der i flere tilfælde havde spredt sig til køretøjer i nærheden. Der var også brande, der var gået ud over skure.
Politiet appellerede også til, at borgere kontaktede dem, hvis de havde kendskab til noget i relation til brandene.