To tog afsporet på samme bro i løbet af få minutter
Mindst 12 personer er omkommet, men der kan have været hundredvis af passagerer om bord, da tog kørte galt.
Mindst 12 personer blev dræbt, da flere togvogne på to forskellige passagertog sent tirsdag aften lokal tid blev afsporet i det centrale Indien.
Det oplyser Piyush Mathur, talsmand for West Central Railway, til tv-stationen CNN-IBN ifølge AFP.
Han fortæller, at dødstallet kan stige yderligere.
De to tog blev afsporet inden for få minutter af hinanden, da de fra hver sin side skulle krydse en bro i delstaten Madhya Pradesh.
En flod, der løber under broen, var på grund af store regnmængder næsten på højde med selve skinnerne, og der er meldinger om, at skinnerne visse steder lå under vand.
Det er uklart, hvor mange passagerer der tilsammen var om bord på togene.
Ifølge Indiens jernbaneminister, Suresh Prabhu, er en større redningsindsats fortsat i gang ved broen.
Indiens jernbanenet er et af verdens største, og det er fortsat den foretrukne måde at rejse mellem landets store byer på.
Men ulykker er ikke sjældne, og ifølge en rapport fra 2012 dør der årligt omkring 15.000 mennesker i ulykker på jernbaner på grund af dårlig vedligeholdelse og manglende sikkerhedsprocedurer.
/ritzau/AFP