To tiltalt for bombe mod Skattestyrelsen
En 22-årig mand og en 23-årig mand er blevet tiltalt for at have bragt en bombe til sprængning ved Skattestyrelsen.
I august 2019 sprang en bombe ved Skattestyrelsen i København. Nu er to svenske mænd blevet tiltalt for at have bragt en bombe til sprængning.
De er blandt andet tiltalt efter straffelovens § 114a, der omhandler terrorlignende handlinger. Det kan give mulighed for forhøjet straf, skriver anklagemyndigheden i en pressemeddelelse.
Tiltalt for transport og sprængning
Det er to svenske statsborgere, der er blevet rejst tiltale mod i sagen om bombesprængningen ved Skattestyrelsen i starten af august 2019.
De to mænd har efter anklagemyndighedens opfattelse stået bag planlægningen af den terrorlignende handling muligvis sammen med flere uidentificerede gerningsmænd.
Tiltalen omfatter, at de to mænd har transporteret bomben i en bil fra Øresundsbroen til Skattestyrelsens bygning på Østerbro den 6. august 2019 og bragt bomben til sprængning omkring klokken 22.14 samme aften.
Sprængningen medførte skader på Skattestyrelsen og Nordhavn Station, og derudover blev en person skadet i eksplosionen.
Går efter forhøjet straf
De to svenske statsborgere er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 192 a om besiddelse og anvendelse af en bombe samt straffelovens § 114 a om bombesprængning ved en terrorlignende handling.
Sidstnævnte gør, at de to tiltalte kan straffes med en særlig hård straf.
– Et angreb på Skattestyrelsen er et angreb på os alle, og derfor er der tale om en særdeles grov sag. En kraftig bombe er blevet sprængt ved en offentlig myndighed, og bombesprængningen har kunnet skræmme de ansatte og resten af befolkningen og forstyrre myndighedernes arbejde. Heldigvis kom ingen personer til skade, men anklagemyndigheden mener, at sagen er så grov, at der er tale om en terrorlignende handling, og at straffen derfor bør forhøjes, lyder det fra statsadvokat Lise-Lotte Nilas.
Foruden at det kan medføre fængsel på livstid, så nedlægges der påstand om udvisning med indrejseforbud for bestandig.
22-årig udtalte sig
I slutningen af august blev det på et grundlovsforhør besluttet at varetægtsfængsle den 22-årige svensker, der var sigtet i sagen, i 27 dage.
Ved grundlovsforhøret forklarede han sig i retten, men da dørene til retssalen blev lukket, har offentligheden ikke hørt, hvad der blev forklaret.
Dog kunne hans forsvarsadvokat sige noget om overvejelserne bag, hvorfor forklaringen foregik bag lukkede døre.
– Nu ved jeg lidt om, hvad det er, han vil forklare. Det er udsigt til, at han og hans familie vil blive udsat for væsentlig chikane, lød det dengang fra Kåre Traberg Smidt.
På daværende tidspunkt var politiet også interesseret i at komme i kontakt med den 23-årige svensker, der var efterlyst internationalt.