To tigre fik et par timer på fri fod
Politi, dyrlæger og hundefangere har indfanget to tigre, der var sluppet løs ved en landsby i Holland.
Nogle få timer i friheden var alt, hvad to bengalske tigre nåede, da de lørdag slap ud af deres bur nær en hollandsk landsby.
Myndighederne iværksatte en omfattende jagt på de farlige rovdyr og fik bedøvet dem, så de kunne transporteres tilbage til buret.
Borgere blev beordret til at blive inde
De 1500 beboere i landsbyen Oldeberkoop fik strenge formaninger om at holde sig inden døre, mens de to tigre – Radjah og Dehli – var løs.
Hverken mennesker eller dyr er kommet noget til under jagten på tigrene, siger en talskvinde for det internat for store kattedyr, hvor tigrene var brudt ud af deres bure. Ifølge hende forlod Radjah og Dehli aldrig matrikelen og nåede ikke ind til landsbyen.
Helikoptere skulle spore tigre
Politiet havde sendt helikoptere i luften for at spore tigrene fra luften, og på landjorden stod dyrlæger klar med rifler, der kunne ramme dyrene med bedøvende pile.
Det lykkedes i første omgang at ramme den ene af tigrene med en bedøvelsespil, men den havde ikke den ønskede effekt.
En talsmand for politiet oplyste tidligere, at man ville forsøge at få dyrene uskadte tilbage til internatet.
Myndighederne tror, det var en ulåst låge, der gjorde det muligt for tigrene at undslippe, skriver nyhedsbureauet ANP.
Reddet ud af zoologisk have
Internatet Felida har specialiseret sig i at modtage store kattedyr, som har brug for at blive plejet som følge af misbrug, forsømmelse eller alder fra zoologiske haver, cirkus eller privatpersoner.
Nogle af dyrene bliver sendt videre fra Felida til et større center i Sydafrika.
Radjah og Dehli – de to tigre – er blevet reddet ud af en zoologisk have i Nordtyskland, hvis ejer ikke længere havde råd til at give dem mad.
For tiden bor der på internatet blandt andet to løver, otte tigre, en sort jaguar og en leopard, skriver Felida på sin hjemmeside.
/ritzau/AFP