To selvmål: FCM og Sønderjyske deler
Et selvmål fra hvert hold var blandt andet med til at sørge for det uafgjorte 2-2-resultat i Herning.
Sidste sæsons sølv- og bronzevindere i Alka Superligaen mødtes søndag i Herning. Det blev til 2-2 mellem FC Midtjylland og Sønderjyske. Begge hold hjalp hinanden, da både Pierre Kanstrup og Kian Hansen lavede selvmål.
Begge hold havde op til søndagens kamp været ude og og spille Europa League-kvalifikation.
Gæsterne fra Sønderjyske spillede 0-0 hjemme mod tjekkiske Sparta Prag, mens FC Midtjylland på hjemmebane tabte 0-1 til tyrkiske Osmanlispor.
To gange i løbet af første halvleg havde en Sønderjyske-spiller sidste fod på bolden inden mål. Første gang i den rigtige ende, da Nicolaj Madsen kunne sætte sønderjyderne i front efter et indlæg fra Johan Absalonsen.
I den modsatte ende satte Sønderjyskes anfører, Pierre Kanstrup, uheldigt bolden i eget net, da en parering fra Marin Skender ramte anførerens knæ, som ikke kunne nå at reagere i situationen.
Kort inde i anden halvleg blev et langt indkast fra Kian Hansen omsat til mål, da Filip Novak kom først på bolden i feltet med hovedet og dermed kunne sætte hjemmeholdet i front.
Der skulle dog komme endnu et selvmål, da Kian Hansen i slutminutterne satte bolden i eget net, efter at Mikael Uhre lagde en flad bolden ind i feltet.
Med det uafgjorte resultat fik begge hold en fin optakt til deres returkampe i Europa League-kvalifikationen på torsdag.
/ritzau/