To rumænere anholdt for Fakta-røveri
To mænd blev torsdag kort efter klokken 14 anholdt i Køge af Midt- og Vestsjællands Politi.
Det skete, efter at vidner havde genkendt den bil, som blev efterlyst efter et røveri, der blev begået mod Fakta på Østre Brøderupvej i Tappernøje onsdag aften og alarmerede politiet.
Der er tale om to rumænere på 22 og 23 år, og de er begge sigtet for røveri og for et indbrud, der skete torsdag på Nørreledet i Lellinge.
De to anholdte fremstilles i grundlovsforhør i dag.
Det var et butikstyveri, der udviklede sig til røveri, da fire kunder, efter at have stjålet 3-4 rammer sodavand og nogle andre varer fra forretningen kørte fra stedet i en lyseblå Fiat Punto.
Personalet forsøgte at standse bilen, og en medarbejder – en 23-årig mand fra Tappernøje – stillede sig foran den i udkørslen, men han måtte springe til side for ikke at blive kørt ned.
Politiet hører fortsat gerne fra vidner, der har oplysninger til sagen eller om de øvrige personer, der var med ved røveriet.