To personer sigtet efter voldsom dødsulykke på motorvej
Politiet har efterforsket sagen i godt små måneder.
En 65-årig lastbilchauffør er af Syd- og Sønderjyllands Politi blevet sigtet for uagtsomt manddrab efter en forfærdelig trafikulykke 12. marts, hvor to mænd blev dræbt. Det skriver Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Der skete flere ulykker 12. marts, hvor det var meget tåget på strækningen, og foruden de to dræbte blev mindst 10 personer kvæstet.
Politiet har efterforsket sagen siden, og her er man kommet frem til, at fire lastbiler og én varebil var involveret i dødsulykken. Varebilen kørte mellem de fire lastbiler, og ifølge politiet påkørte den bagerste lastbil den første forankørende, der herefter ramte varebilen.
Bag rattet i den bagerste lastbil sad den 65-årige dansker, der altså er blevet sigtet for uagtsomt manddrab. Men manden er ikke den eneste, der er blevet sigtet i forbindelse med det, der skete 12. marts.
Flere sigtelser
Newsbreak.dk har tidligere omtalt de følgesager, Syd- og Sønderjyllands Politi sad med på selve dagen. Flere personer tog fotos, der blev delt på Facebook, og som blandt andet viste den totalt smadrede varebil.
Syd- og Sønderjyllands Politi kommenterede på folks opførsel på selve dagen, og i pressemeddelelsen skriver politiet, at én person er blevet sigtet for at have offentliggjort billeder af ulykken.
Det er uvist, hvornår de to sager kommer for retten.