To personer fundet døde på strand
Politiet arbejder stadig på stedet.
Opdatering: De omkomne er identificeret og pårørende er underrettet. Alt tyder på, at de to er forulykket med deres jolle. Der er ikke yderligere kommentarer eller oplysninger i sagen. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Original artikel:
To personer er fundet døde på en strand.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
Artiklen fortsætter under videoen
Politikredsen oplyser, at der på Holten Strand er fundet to personer, der begge er omkommet. Der er desuden fundet en hvid jolle.
De pågældende er ikke identificeret – og politiet, der for nuværende ikke har yderligere oplysninger – kommer ikke nærmere ind på en eventuel dødsårsag.
“Politiet og det kommunale beredskab arbejder stadig på stedet”, slutter tweetet.
Ifølge Ritzau oplyste politiet onsdag, at to mænd var meldt savnet.
– De er fra lokalområdet og vant til at sejle. De har formentlig nogle garn, som de er taget ud for at røgte, fortalte politiets vagtchef Henrik Karlsen onsdag til Ritzau.