To nye byggefirmaer betaler kartelbøde
Endnu to byggevirksomheder har i denne uge betalt de bødeforelæg, som de har modtaget i forbindelse med det såkaldte københavnske byggekartel.
I fem tilfælde har murer- og entreprenørvirksomheden Karl A. Hansen Entreprise A/S, Ishøj, givet en anden entreprenør oplysninger om egne kalkulationer til brug for tilbud. Det er i strid med konkurrenceloven og betyder, at virksomheden har fået og accepteret en bøde på 1,5 mio. kroner, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.
– Der har været tale om misforstået venlighed overfor en konkurrent, der har været i tidsnød i forhold til at give tilbud og ikke har villet skuffe en bygherre. Vi har ikke haft til hensigt at overtræde reglerne, men vi er klogere i dag og kan se, at det var dumt og forkert. Det må vi betale meget dyre lærepenge for. Vi synes, der er tale om en voldsom stor bøde i forhold til forseelsen, siger Søren Derby Hansen, der er murermester og adm. direktør i Karl A. Hansen Entreprise A/S.
Også tømrerfirmaet Kjell Pedersen Entreprise A/S, Søborg, har netop vedtaget en bøde på 450.000 kroner for i et enkelt tilfælde ved en tilbudsgivning at have udvekslet prisoplysninger med en anden virksomhed. Der er tale om tilbud på en opgave for Bygningsstyrelsen. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kjell Pedersen Entreprise A/S.
Dermed har indtil videre ni af 25 sigtede virksomheder betalt bøden og erkendt, at de har overtrådt konkurrencelovgivningen. Samlet har de ni virksomheder og 11 ledende medarbejdere betalt bøder for tilsammen cirka 17,8 mio. kroner. Det oplyser Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.