To meter lang python-slange blev fundet i have

En slange sneg sig væk fra sin ejer og blev fundet i en have torsdag eftermiddag. Politiet har indfanget den.

En python-slange tog torsdag flugten fra sin ejer, hvorefter den blev fundet i en have. Arkivfoto. Foto: Colourbox/Free
Offentliggjort Sidst opdateret

To meter lang, sort og med brune firkanter.

Sådan beskriver politiet den python-slange, der er blevet fundet i en have torsdag i Rødby på Lolland.

Efterlyser ejer

Sydsjællands Politi efterlyser dens ejer. Klokken cirka 16 har politiet stadig ikke fået nogen henvendelser.

Torsdag eftermiddag tog en patrulje fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Rødby for at indfange slangen.

Nu befinder den sig i krokodillezoo i Eskildstrup.

– En patrulje tog derned. De fangede den og puttede den i en papkasse, og så kørte de den op til krokodillezoo. De har en masse af dem i forvejen, så de ved, hvordan de skal håndteres.

– Der skal den være, indtil der er en ejer, der melder sig, siger vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Ove Christoffersen.

Man ved ikke, hvordan slangen er sluppet fri, eller om det er en privatperson, der ejer den.

Det kan muligvis være en person i nabolaget, der savner den.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS