To koldingensere med i ny sæson af Paradise Hotel
Når den nye sæson af Paradise Hotel løber over skærmen, er det med deltagelse af Sandra og Kasper fra Kolding.
Optagelserne til den nye sæson er netop gået i gang i Mexico, og der vises i alt 40 nye afsnit – sæsonen får premiere i foråret 2015.
Det er 11. sæson af det populære reality-program og endnu engang er det med smukke Rikke Gøransson som vært.
– Paradise Hotel udvikler sig år for år, og jeg er altid spændt på, hvad der kommer til at ske. Hvem der bliver kærester, hvordan deltagerne udvikler sig igennem programmet – og selvfølgelig hvem, der står som vinder til sidst, siger Rikke til TV3.
– Jeg kan godt lide temaet i år, der sætter mere fokus på fest og sjov og de dyder, vi kender fra de tidligere udgaver af Paradise Hotel. Vi har nogle fantastiske deltagere, som nok skal sætte deres præg på hotellet og hos seerne, slutter hun.
Rammerne for sæsonen er samme hotel som sidste år – det smukke luksushotel Casa del sol Occidente i Mexico.
Sandra
Alder: 22 år
Beskæftigelse: Model og butiksassistent
By: Kolding
Det rå ydre passer meget godt til Sandras personlighed. Hun elsker at hænge ud med fyrene, selv om deres kærester bliver jaloux.
Hun er ikke bange for at tage et skænderi, og hun er ligeglad med, hvad andre synes om hende. Måske ikke så overraskende er Sandra til ”badboys”.
Og så skal de andre gæster på Paradise Hotel ikke tale ned til hende, for så ”flegner hun helt ud”, som hun selv siger.
Kasper
Alder: 22 år
Beskæftigelse: Pædagog-assistent
By: Kolding
Kernesund jyde med en drøm om at blive professionel håndboldspiller. Kasper er omsorgsfuld og god til at tage sig af dem, som ikke passer ind i flokken.
Populær hos pigerne og selv meget glad for piger, der dog risikerer at brænde fingrene på den smilende og bløde fyr. Han er nemlig ikke altid lige flink over for bejlende piger.
Kasper er tilhænger af de gamle værdier og mener, at kvinder skal lave maden og mændene skal se sport på tv.