To hunde forsvandt: Kom tilbage da familien stegte pølser
"De elsker pølser. Hvis der var noget mad, de ville komme tilbage efter, så var det pølser."
To familiehunde forsvandt på en gåtur. Familien gjorde alt, hvad de kunne for at finde deres elskede kæledyr, men efter en kæmpe eftersøgning havde de stadig ikke haft held med sig. Som en sidste udvej prøvede de at grille pølser der, hvor hundene forsvandt. Og hvem tror I så dukkede op?
De to hunde af Mellemschnauzer-racen forsvandt i tågen, mens de var ude og gå med deres ejer. Familien var helt ude af den og troede aldrig, at de ville se Charlie og Theo igen. Det var indtil de to hunde kom tilbage på grund af duften af pølser. Det skriver The Telegraph.
Redningshold gjorde intet – men pølser derimod
Hundenes ejere Liz og Graham Hampson startede en redningskampagne og kontaktede et redningshold, venner og familie for at hjælpe dem. Mere end 120 mennesker og to droner kom og hjalp med at finde hundene, der var forsvundet tæt på Cumbria i England.
Parret havde camperet på stedet og kaldt på hundene igennem natten men uden held. Efter at have ledt i fire døgn, bestemte familien sig for at grille pølser det sted, hvor hundene sidst var blevet set som en sidste udvej. Liz og Graham var i chok og ekstase, da deres elskede hunde dukkede op kort efter, de var gået i gang med at grille.
– Det var uvirkeligt, da de kom frem. Jeg kunne ikke tro, at det var dem, fortæller Liz og fortsætter:
– Hundene er en del af vores familie og det ville være forfærdeligt ikke at have dem omkring.
Hele båden jublede
Ifølge Liz er der en helt særligt grund, at tricket med grillen virkede.
– De elsker pølser. Hvis der var noget mad, de ville komme tilbage efter, så var det pølser, fortæller moren og fortsætter:
– Min søn er i flåden og da vi ringede for at fortælle ham, at de var blevet fundet, så jublede hele skibet.
Det var parrets søn Jon, der var ude og gå med hundene, da de forsvandt 16. juni. Vejret vendte omkring frokost og en tyk tåge rullede ind. Det fik den 21-årige til at miste synet af hundene, der forsvandt. Han ringede til sin mor, som blev helt ude af den og de startede bagefter en eftersøgning.
– Det var et forfærdeligt opkald. Vi ringede rundt til alle vi kendte og en forfærdeligt masse mennesker kom og hjalp, fortæller Liz og fortsætter:
– Det var virkelig dejligt. Charlie og Theo er næsten to små kendte nu.