To fulde piloter stoppet i sidste øjeblik – var klar til at flyve med 141 passagerer

To piloter er blevet anholdt i Glasgow Lufthavn. Kort tid inden, de skulle flyve 141 passagerer over Atlanterhavet.

To piloter fra det amerikanske flyselskab United Airlines blev anholdt i Glasgow mistænkt for at have for meget alkohol i blodet. Foto: LOUIS NASTRO/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

To piloter blev anholdt i lufthavnen i Glasgow i Skotland netop inden, de skulle til at flyve deres passagerer til Newark, New Jersey i USA. Det skriver ABC.

– To mænd på henholdsvis 35 og 45 er anholdt og er lige nu i politiet varetægt mistænkt for brud på loven (om at have for stor mængde alkohol og/eller stoffer i kroppen, når man udfylder rollen som pilot), siger en talsmand for det skotske politi til nyhedsmediet.

En talsmand for United Airlines, som er det selskab, der ejer flyet, der skulle en tur over Atlanterhavet, siger:

– Vi samarbejder med myndighederne og vil også iværksætte vores egne undersøgelser. Vore kunders og mandskabs sikkerhed har højeste prioritet.

Talsmanden oplyser også, at de to piloter er suspenderede.

De forventes at skulle i retten mandag.

Flyet med de 141 passagerer fløj efter nogen forsinkelse den planlagte rute til New Jersey.

Lignende episode

Det er kun en måned siden en lignende episode udspillede sig – også i Glasgow.

Her blev to canadiske piloter anklaget for at være fulde, mens de gjorde klar til at flyve fra Glasgow til Toronto.

De to canadiere er tiltalt under samme lov. De er begge løsladt mod kaution.

 

Powered by Labrador CMS