To FBI-betjente skudt under Ferguson-ballade
Skudepisode opstod, da politiet i St. Louis opsøgte et hus, hvor en person havde barrikaderet sig.
To betjente fra det amerikanske forbundspoliti FBI er onsdag morgen blevet skudt foran et barrikaderet hjem i en nordlig forstad til St. Louis, skriver et lokalt Missouri-medie med tilknytning til den landsdækkende kanal NBC.
Det er ikke bekræftet, om skudepisoden er relateret til de seneste dages voldsomme uro i St. Louis-forstaden Ferguson, hvor gaderne har stået i brand siden mandag aften, da at en jury besluttede ikke at rejse tiltale mod betjenten Darren Wilson.
Wilson skød og dræbte den ubevæbnede sorte teenager Michael Brown 9. august, og det har udløst vrede over hele USA, at Darren Wilson ikke bliver straffet.
De to FBI-betjente blev skudt kvart over tre lokal tid onsdag morgen mellem Monroe Avenue og Hanley Road i et område, der ligger tæt på den uroplagede forstad, hvor flere end 100 personer er anholdt de seneste to døgn.
De to betjente er såret, men uden fare for deres liv. De var kørt til huset for at tage sig af episoden med en person, som havde barrikaderet sig.
Området er afspærret ifølge det amerikanske medie.
/ritzau/