To er dræbt og mindst 30 savnes: Byer ligger i ruiner
To personer bekræftet omkommet. Antallet af tilskadekomne er på mindst 30.
Huse blev flået i stykker af den kraftige vind, da orkanen Harvey gik i land i Texas. Billeder fra områderne vidner om skader af et gigantisk omfang. Foto: Rick Wilking/Scanpix
Det kan tage flere dage, før myndighederne i Texas får det fulde overblik over antallet af ofre for orkanen Harvey, da mellem 30 og 40 mennesker er meldt savnet.
To personer er bekræftet omkommet. Antallet af tilskadekomne er på mindst 30.
Ifølge Gary Norman, talsmand for beredskabet i Houston, omkom en kvinde sent lørdag aften i Harris County. Det ser det ud til, at kvinden var kommet ud af sin bil på dybt vand i området, hvor der er massive oversvømmelser efter stormen.
Annonce
Kvinden blev fundet af naboer knap 30 meter fra bilen og blev erklæret død. Tidligere blev en person fundet død efter en brand i et hus i byen Rockport.
Ifølge USA’s nationale orkancenter, NHC, fortsætter Harvey med at svækkes, mens den bevæger sig over dele af det sydøstlige Texas.
Annonce
Men der advares samtidig om, at massive regnmængder kan udløse flere voldsomme oversvømmelser i områder omkring millionbyen Houston, som er den fjerdestørste by i USA. I nogle områder ventes en meter regn.
Harvey lagde ud som en kategori 4 orkan. Det var den kraftigste orkan, der har ramt Texas i over 50 år, da den sent fredag (tidligt lørdag dansk tid) ramte det amerikanske fastland.
Men den blev gradvis nedjusteret til en kategori 1 storm, da vindstødene var løjet meget af efter at have været oppe på 60 meter per sekund.
Tropiske orkaner lever af havet
Tropiske orkaner starter deres tilværelse over et varmt hav, omkring 26 – 27 °C varmt. Hovedenergikilden til tropiske orkaner stammer fra fordampning fra havoverfladen. Energien tilføres orkanen ved frigørelse af varme i forbindelse med skydannelse.
Fordampningen skal være kraftig fra havoverfladen for at få dannet en rigtig tropisk orkan og dette sker kun, når vandtemperaturen er så høj. Derudover kræves den afbøjende kraft – der påvirker alle ting, der bevæger sig på den roterende Jord – corioliskraften. De tropiske orkaner opstår derfor kun mellem de subtropiske højtryk og ca. 5° fra Ækvator, da havet her er tilstrækkeligt varmt og afbøjningskraften er tilstede. På selve ækvator er corioliskraften nemlig 0.
Overordnet kan man sige at en tropisk cyklon er en hvirvel i atmosfæren med vedvarende vinde ≥ 32,7 meter pr. sekund. Der er en veldefineret hvirvlende bevægelse med en størrelsesorden på gennemsnitlig ca. 500 kilometer. En organiseret voldsom opstigning af luft (læs: tordenbyger) giver skyspiralerne Der er meget lavt lufttryk i centret, og stærke vinde, der giver store bølger samt voldsom nedbør.
En tropisk orkan starter i det små – som en tropisk hvirvel af tordenvejr med meget moderate vindhastigheder. Nogle af dem udvikler sig dog hurtigt til en tropisk storm, og hvis dette sker, får stormen et nummer og følges derefter nøje. Indimellem, men heldigvis sjældent, udvikler stormen sig til en tropisk orkan og nu får den så et på forhånd aftalt navn f.eks. “Katrina”, samtidig med at det store beredskab træder i kraft (se mere om tropiske orkaner’s navne på National Hurricane Center’s hjemmeside http://www.nhc.noaa.gov).