To dræbt i frygtelig ulykke: -Jeg ramte dem ikke

Jørgen Hansen, der kørte den rallybil, der var involveret i en dødsulykke, er absolut ikke enig i bilinspektørens rapport.

Offentliggjort Sidst opdateret

En rallyulykke i Randers kostede to unge mennesker livet.

Nu er der uenighed mellem politiet og føreren af rallybilen om, hvordan de to blev dræbt.

– Bilen har aldrig rørt dem.

Ordene kommer fra rally-køreren Jørgen Hansen, der sad bag rattet i den bil, der – på den ene eller anden måde – var medvirkende til en 21-årig kvindes og 22-årig mands død ved et rallyløb i september.

Det står i lysende kontrast til, hvad politiets bilinspektør har konkluderet i sin rapport.

Mister herredømmet

16. september 2017 var flere rallykørere samlet til et løb i Randers.

Cirka klokken 11.30 går det galt: 73-årige Jørgen Hansen mister herredømmet over bilen.

– Jeg har analyseret det på kryds og tværs, og jeg tror ikke på, at skete på grund af en punktering. Det må have været på grund af et ophæng på højre baghjul. Officielt er det en punktering, men det er det ikke, siger Jørgen Hansen i et langt interview med sn.dk.

Et interview, der er blevet gengivet i flere medier.

Sådan så der ud ved rally-banen 16. september. Foto: Øxenholt Foto.
Sådan så der ud ved rally-banen 16. september. Foto: Øxenholt Foto.

Jørgen Hansen har ret i, at det officielt er en punktering, der er årsagen til, bilen pludselig kommer ud af kontrol.

– Det skriver bilinspektøren i sin rapport, siger Jacob Christiansen kommunkationsrådgiver ved Østjyllands Politi, til Newsbreak.dk.

Men det er ikke alene årsagen til, at bilen pludselig ikke var til at styre, der er uenighed om.

De bliver dræbt af stenen

Ved ulykken er en større sten et centralt punkt. I interviewet hos sn.dk er Jørgen Hansen meget fast i sit svar, da han bliver spurgt om, hvad der dræbte de to unge mennesker.

– Bilen har aldrig rørt dem. De bliver ramt af stenen, svarer han og står fast på, at det foregår sådan, at bilen rammer den store sten, der således rammer de to nu dræbte.

Og det er altså her, den helt store disput opstår.

– Bilinspektøren skriver i sin rapport, at de to personer står foran stenen, forklarer Jacob Christiansen.

– De stod ved hegnet, men løber om bag stenen, hvor de bliver ramt, er Jørgen Hansens udlægning af samme scenarie.

Til brug for konklusionen i den rapport har bilinspektøren været på selve ulykkesstedet, hvor der er foretaget undersøgelser.

– Video fra bilens dash-cam er også blevet set igennem og vi har afhørt vidner, siger Jacob Christiansen.

Ved sammenstødet blev både Jørgen Hansen og hans co-driver, Jørgen Hansens 22-årige barnebarn Camilla Hjort Dyssekilde, lettere kvæstet.

Efter en kort indlæggelse blev de begge udskrevet.

Det er ikke rejst sigtelse mod rally-køreren.

– Da det er en punktering, der var medvirkende til ulykken, betegnes det som et hændeligt uheld, siger Jacob Christiansen.

Er kommet over det

Ifølge et Facebookopslag var Jørgen Hansen ugen efter den tragiske ulykke klar til at køre igen, om end han dog måtte se de næste løb fra tilskuerrækkerne, mens myndighederne fik klarlagt omstændighederne omkring ulykken.

I oktober kørte Jørgen Hansen og barnebarnet så sammen igen.

– Jeg har aldrig kørt hurtigere, så jeg er kommet over ulykken, men selvfølgelig sidder den i mig. Det var jo meget værre, hvis man var ligeglad. Jeg tænker tit på de to unge mennesker og deres stakkels familier. Det kommer op nu, og jeg har snakket om det her til alle, der vil høre. Det er en god terapi at snakke om det

Newsbreak.dk har forgæves, længe og mange gange, forsøgt at få en kommentar fra Jørgen Hansen omkring de noget divergerende opfattelser af den rallyulykke i Randers, hvor to unge mennesker blev dræbt.

Men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Der mangler stadig en rapport fra Arbejdstilsynet, der blandt andet har undersøgt om banens sikkerhedsforanstaltninger har været tilstrækkelige.

Powered by Labrador CMS