To danskere fundet efter massakre
To danskere har ikke været til at komme i kontakt med for pårørende efter angrebet søndag.
Opdatering klokken 10.14:
Udenrigsministeriet oplyser, at man nu har kontakt til de danskere, der var meldt savnede i Sri Lanka.
Det skriver DR. Det tyder på, at de er i god behold, lyder det videre fra ministeriet.
Original artikel:
To danske statsborgere er savnet i Sri Lanka efter søndagens bombeangreb. Det bekræfter den dansk ambassadør i Indien, Peter Taksøe-Jensen, til Ritzau.
Begge de to danskere har srilankansk oprindelse. Det er uvist, om der er sket dem noget. Ifølge TV2 skal de begge have opholdt sig på et hotel i Sri Lankas hovedstad Colombo, der søndag blev hårdt ramt af eksplosioner.
Det er en pårørende til de danske statsborgere, som har meldt dem savnet, efter at vedkommende har haft svært ved at komme i kontakt med dem.
Ifølge Peter Taksøe-Jensens oplysninger er de to savnede danskere dog formentlig i live. Det er ved at blive undersøgt nærmere.
– Vi har bedt om at få informationer, hvis der er nogen, der ikke kan komme i kontakt med deres pårørende. Vi har fået en henvendelse fra en pårørende, der har svært ved at komme i kontakt med sine forældre, der skulle være på ferie i Sri Lanka. Der er tale om to etniske srilankanere med dansk statsborgerskab. Vi er i gang med at finde ud af, hvad der er op og ned, siger han til Ritzau.
Tre danske børn, alle milliardæren Anders Holch Povlsens, blev dræbt i forbindelse med bombeangrebet.
Udenrigsministeriets Borgerservice er sammen med andre danske myndigheder på plads i Sri Lanka for at yde bistand til danskere. Det vurderes, at der opholder sig mellem 1000 og 2000 danskere i landet.
Sri Lankas parlamentsformand, Lakshman Kiriella, siger onsdag, at 60 personer nu er anholdt i forbindelse med bombeangrebene søndag, der hidtil har kostet i alt 359 mennesker livet. Han tilføjer, at der ventes at blive foretaget over 100 anholdelser.
Seks kraftige bomber eksploderede søndag i kirker og i femstjernede hoteller i Sri Lanka. De blev fulgt op af yderligere to eksplosioner senere søndag. Mandag og tirsdag er mindst to planlagte eksplosioner gennemført.
Ifølge forsvarsministeriets talsmænd havde en af angrebsmændene bag det dødelige angreb mod hoteller og kirker studeret i både Storbritannien og Australien. Myndighederne bekræfter, at efterforskningen har vist, at der var ni selvmordsbombere. Otte er blevet identificeret.
Det hedder samtidigt, at gruppens leder selv begik selvmord på Shangri-La Hotel. En af selvmordsbomberne var en kvinde.