To danske kæder slår alarm: Du må ikke åbne denne besked
Gør du det, risikerer du en sur oplevelse.
Både Imerco og Elgiganten har i januar været nødt til at sende en advarsel ud til deres kunder.
Årsagen er den, at begge virksomheders logo, brand og troværdighed bliver misbrugt af ukendte gerningsmænd.
Det sker i form af emails, der ser ud til at komme fra enten Imerco eller Elgiganten.
I Imercos tilfælde bliver man stillet et gavekort med en værdi på 8000 kroner i udsigt.
Svindelmailen findes i et par forskellige varienter, hvilket illustreres af, at Newsbreak.dk er i besiddelse af en, der ligner den, Imerco selv bruger som eksempel på svindlen.
De to beskeder ligner hinanden, men de er altså ikke helt ens.
Imerco skriver på Facebook, at det er kunderne selv, der har gjort virksomhed opmærksomme på beskeden, og Newsbreak.dk har af Imerco fået fortalt, at man har anmeldt svindelbeskeden til forbrugerombudsmanden.
Klik ikke
Også Elgiganten døjer med såkaldte svindelmails. På Elgigantens kundeservice-hjemmeside, kan man læse, at den besked, der huserer, eksempelvis giver folk mulighed for at få en gratis telefon.
Newsbreak.dk er i besiddelse af en mail, der ser ud til at være fra Elgiganten, og som netop stiller en spritny telefon fra Apple i udsigt. Men den besked er altså også det rene svindel.
Det generelle råd i sager som denne er, at man som forbruger skal være skeptisk. Hvis noget lyder for godt til at være sandt, så ér det det ofte.
Man kan i øvrigt hjælpe i ens omgangskreds ved at vise folk, i ens netværk, der er kendt for at klikke lidt for kritikløst på links i sådanne beskeder, advarslerne og eksemplerne på de falske beskeder.
Det bedste, man kan gøre i sager som disse er nemlig at ignorere de farlige beskeder.
Kilder: Imerco – Elgiganten