To byer oversvømmes af kampklædte og bevæbnede betjente

For anden gang inden for en måned vælter betjente til Sønderjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret

En øvelse i Haderslev og Christiansfeld kommer torsdag til at præge bybilledet.

Torsdag 23. november vil borgerne i Haderslev og Christiansfeld endnu en gang opleve en stor øvelse med mange politibetjente med særlig udrustning, en helikopter fra forsvaret, brand- og politibiler samt larm, barrikader, uro og meget mere.

Programmet for øvelsen torsdag er identisk med det, der fandt sted torsdag 26. oktober.

Den øvelse kan du se de meget realistiske billeder fra i galleriet over artiklen.

Der er tale om en fælles øvelse for politikredsene i Jylland og på Fyn med i alt flere hundrede politifolk som deltagere, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Formålet er at træne indsats i forbindelse med større uroligheder – som for eksempel voldelige fodboldfans, voldelige demonstranter med mere.

Demonstration

En demonstration i Haderslev, der bevæger sig fra Nørregade – lige ud ad Torvet – til venstre ad Sønderbro – lige ud ad Aabenraavej – til højre ad Grønningen – til venstre ad Vilstrupvej – til venstre ad Kløvervej – til højre ad Solsikkevej for at slutte på redningsberedskabets område. På ruten vil politiet følge demonstrationen tæt og lægge en dæmper på voldelige gemytter.

Området omkring Sydbank Park i Haderslev, Gymnasiestien og Louisevej, hvor en fodboldkamp kræver politiets og brandvæsenets opmærksomhed.

Området omkring Christiansfeld Skole, Lindegade 11, i Christiansfeld, hvor politiet bliver sat ind mod bevæbnede gerningsmænd.

Den store Øvelse i Haderslev og Christiansfeld foregår mellem klokken 9 og 15.

Betjente fra øvelse hjalp ofre

26. oktober, datoen for sidste øvelse, var et større antal betjente på vej fra de to byer nordpå.

I nordlig retning på Motorvej E45 skete en trafikulykke mellem afkørsel 53 og 54 præcis inden, betjentene passerede.

Det betød, at der hurtigere end normalt var uddannet personale til stede ved ulykken.

– Vi havde en hel deling fra politiet. Det var tilfældigt, nogle afdelinger havde været på samtræning kom tilfældigt forbi, sagde Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, dengang til Newsbreak.dk.

Powered by Labrador CMS