To børn ramt af farlig sygdom

Op til 120 børn bliver nu tilbudt behandling og vaccine

Offentliggjort Sidst opdateret

To børn fra daginstitutionen Nordstjernen i Brøndby har fået konstateret meningokoksygdom. Det skriver Styrelsen for Patientsikkerhed i en pressemeddelelse. Ifølge børnehavens hjemmeside, kan der gå op til 122 børn i børnehaven, og samtlige børn bliver nu tilbudt forebyggende behandling og vaccination. Det samme gør stedets ansatte, skriver Styrelsen for Patientsikkerhed.

De to børn, der er ramt af sygdommen, har modtaget behandling, og de har det godt igen, men i forsøget på at forebygge og undgå flere smittede, bliver alle altså tilbudt forebyggende behandling.

Styrelsen for Patienstikkserhed skriver, at behandlingstilbuddet foregår på Hvidovre Hospital, mens de berørte kan blive vaccineret ved egen læge. Alle berørte er blevet opfordret til at kontakte Region Hovedstadens akuttelefon 1813 for at få forebyggende behandling.

Farlig sygdom

Sundhedsstyrelsen skriver, at meningokoksygdom kan vise sig som meningitis, såkaldt hjernehindebetændelse, som blodforgiftning eller som begge dele samtidig. Sygdommen skoldes meningokokker, der er en type bakterier.

Der er tale om en sjælden men alvorlig sygdom, og det er vigtigt at være på vagt, hvis nogen i ens nærmeste omgivelser bliver ramt af sygdommen, skriver Sundhedsstyrelsen. Man kan dø af sygdommen, og man skal være særligt opmærksom på kvalme, kraftig hovedpine, opkastninger og høj feber.

Kilder: Styrelsen for PatientsikkerhedSundhedsstyrelsen – Børnehuset Nordstjernen

Powered by Labrador CMS