To børn fanget med mor i campingvogn

En mor blev angiveligt holdt fanget sammen med sine to døtre af sin mishandlende kæreste. Foto: Scanpix (genrefoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

I en campingvogn i Københavnsområdet holdt en mand sidste forår sin kæreste og hendes to piger fanget.

I 53 dage holdt en 34-årig mand sidste forår sin kæreste, hendes to døtre og to hunde fanget i en campingvogn.

Det fremgår af et anklageskrift, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Ud over frihedsberøvelse er manden tiltalt for vold og voldtægt, fortæller Jeanette Wincentz Andersen, der er advokaturchef ved Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til Ritzau.

– Det drejer sig om en mand, der gennem halvandet år er sammen med en kvinde, som han slår og voldtager. I en periode på to måneder har han ifølge tiltalen holdt hende og hendes to døtre indespærret i en campingvogn, siger anklageren.

Børn så mishandling

Voldtægterne og volden skal både have fundet sted i en lejlighed i Sakskøbing og i campingvognen, der, ifølge Jeanette Wincentz Andersen, stod et sted i Københavnsområdet.

Hun ønsker ikke at uddybe, under hvilke forhold pigerne og deres mor sad fanget. Det er således ikke klart, om de fra tid til anden fik lov at forlade campingvognen.

– Pigerne var omkring 8-10 år gamle, da de sad fanget. Ifølge kvinden har de set hende blive mishandlet. Hun er desuden blevet voldtaget flere gange, siger Jeanette Wincentz Andersen.

Tog kvælertag

Ifølge anklageskriftet skal den 34-årige i perioden fra foråret 2013 og frem til efteråret 2014 af flere omgange have taget halsgreb på kvinden, så hun ikke kunne få vejret.

– Det er først nogle måneder efter frihedsberøvelsen, at kvinden melder manden til politiet, siger Jeanette Wincentz Andersen.

Retssagen mod manden starter onsdag ved Retten i Nykøbing Falster og fortsætter fredag, hvor dommen ventes afsagt.

– Jeg vil gå efter en længerevarende fængselsstraf på flere års fængsel, siger Jeanette Wincentz Andersen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS