To børn antastet af fremmede mænd

Østjyllands Politi har torsdag modtaget to anmeldelser om fremmede mænd, der ville i kontakt med børn - signalementerne på mændene er vidt forskellige.

Offentliggjort Sidst opdateret

Torsdag modtog Østjyllands Politi intet mindre end to forskellige anmeldelser fra bekymrede forældre, hvis drengebørn var blevet antastet af fremmede mænd.

Det fremgår af Østjyllands Politis døgnrapport.

Den første dreng var onsdag aften blevet kontaktet af en fremmed mand ved en tunnel på Sønderskovvej i Lystrup.

Manden beskrives som kraftig og iført solbriller og kasket. Han henvendte sig til drengen, greb fat i armen på ham og bad ham om at følge med.

Drengen var heldigvis på cykel – og slap væk på den.

Mand med stort fuldskæg antastede dreng

Den anden dreng – en 9-årig – var ved 14-tiden torsdag blevet kontaktet af en fremmed mand med stort fuldskæg.

Manden havde forsøgt at lokke ham ind i en bil ved at sige, at han havde penge i bilen. Drengen gjorde det rigtige, og løb hjem til sine forælre.

Østjyllands Politi har indledt en efterforskning af begge sager – blandt andet for at finde ud af, om de har en sammenhæng.

Politiet hører derfor gerne fra vidner – eller fra de mænd, der har talt med drengene. Politiet kan kontaktes på 114.

Ikke første gang

Igennem den seneste tid har der været flere anmeldelser om mulige børnelokkere i det østjyske – specielt sager om en mand i en hvid bil, der har forsøgt at lokke børn ved skoler – blandt andet i Hadsten og det nordlige Aarhus.

Det fik Østjyllands Politi til 23. januar at udsende en pressemeddelelse. Heri skriver politikredsen, at den ikke leder efter en mand i en hvid varevogn.

Det har i flere tilfælde beroet på misforståelser, oplyser Østjyllands Politi.

– Vi tager alle anmeldelser om mulige børnelokkere alvorligt, og vi forsøger i hvert eneste tilfælde at finde frem til den person, som har skabt utryghed. Der har i flere tilfælde været forskellige signalementer og forskellige beskrivelser af den bil, manden har kørt i, og vores efterforskning giver os ingen grund til at tro, at der lige nu er en bestemt gerningsmand i Østjylland, der kører rundt og forsøger at lokke børn til at køre med,  oplyste politiinspektør Michael Kjeldgaard dengang.

Powered by Labrador CMS