To børn anholdt af politiet – i en stjålet bil
Politiet måtte kortvarigt lukke motorvejen for at få standset to meget unge biltyve.

To drenge på 14 og 15 er onsdag formiddag blevet anholdt af politiet i en stjålet bil.
– Det var en patrulje, der tilfældigvis opdagede de to, siger Søren Østervig, vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, til Newsbreak.dk.
Patruljen forsøgte at bringe bilen og de to teenagere til standsning, men det lykkedes ikke. I stedet valgte drengene at køre ned på Vestmotorvejen i den bil, de havde stjålet i Korsør.
Vestmtv østgående ca 2 km før Tjæreby grundet politi forretning. Vi arbejder hurtigt på åbning. #politidk
— Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (@SSJ_LFPoliti) January 4, 2017
– Den lukkede vi af, så vi kunne få dem stoppet, siger Søren Østervig.
Det gjorde politiet så endelig uden den store dramatik.
– Lige nu sidder de til afhøring på politigården i Slagelse, siger Søren Østervig, der også kan fortælle, at forældre og sociale myndigheder er involveret.