To-årig stikker af mens mor sover

En to-årig dreng gik rundt alene i sin pyjamas. Mor lå og sov.

Her på Margrethehåbsvænget i Roskilde mødte en kvinde en to-årig dreng i pyjamas. Han var stukket af hjemmefra. Foto: Google Maps.
Offentliggjort Sidst opdateret

Enhver forælders mareridt overgik søndag en kvinde fra Roskilde.

Mens hun tog en hurtig blunder, gik hendes blot to-årige søn på opdagelse. Desværre var det ikke indenfor hjemmets fire vægge – næ, med list og snilde lykkedes det den lille dreng at komme ud af huset.

Drengen var nået op på en stol – på denne måde kunne han nå  håndtaget på hoveddøren. Og dermed åbne til ‘den vide verden’, som Midt- og Vestsjællands Politi udtrykker det i politikredsens døgnrapport.

På et tidspunkt, klokken 11.22, møder han så en 41-årig kvinde fra Roskilde, der nok syntes, det var noget bemærkelsesværdigt at se en to-årig spankulere rundt blot i nattøj i det kolde vintervejr.

Heldigvis fandt den tilkaldte patrulje hurtigt forældrene og drengens hjem, hvis forhold herefter blev undersøgt.  Der var dog ikke noget, der talte for, at familien ikke kunne passe drengen.

Udover at drengen var blevet noget kold, skulle han ikke være mærket af tiden i friheden.

 

Powered by Labrador CMS