To-årig fanget af alligator og druknet: Familien fejrede første fødselsdag “i himlen”
To-årige Lane blev fanget af en alligator i en Disney World-temapark i USA, nu har familien fejret hans første fødselsdag "i himlen".
Hundredevis af mennesker samledes forleden for at fejre Lane Graves’ tre års fødselsdag. Fødselsdagsbarnet var bare ikke selv til stede. Han blev i juni taget af en alligator under et familiebesøg i Disney World i Florida. Dyret trak drengen under vand, så han druknede. Derfor fejrer familien nu hans første fødselsdag “i himlen”, beretter Omaha World Herald.
Familien fra Elk Horn var sammen med det meste af lokalsamfundet samlet på byens high school for sammen at mindes Lane Graves, og her talte forældrene Melissa og Matt Graves til de mange mennesker, inden himlen fyldtes med 5000 løsslupne blå balloner.
– Min skat – jeg skylder ham at ære ham. Du vil altid være mors kærlige og søde dreng. Vi savner dig, ven, og vi savner dine omfavnelser og kys, sagde Melissa Graves til de mange tilhørere fra et podium.
Taget af alligator
To-årige Lane døde, da han og familien var på tur i Disney World i Florida. Under et besøg på en nærliggende strand, dukkede en alligator pludselig op og trak den to-årige dreng med sig ud i vandet. Her blev han holdt under vandet så længe, at han druknede. Den desperate far sprang selv i vandet i en forsøg på at redde sin søn – men forgæves.
Ulykken har medført, at en høj mur nu er ved at blive bygget rundt om søen, hvor alligatorerne færdes. Et simpelt sikkerhedshensyn, der kan redde andre fra at lide samme forfærdelige skæbne.
Familien har understreget, at det ikke ligger den på sinde at sagsøge Disney World for tragedien.
Til gengæld satte både far og mor stor pris på hyldesten til deres barn.
– Min kone kan skrive under på, at dagene med Lane var de bedste i hendes liv, og jeg kan ikke være mere enig. Tillykke med fødselsdagen, ven, sagde far Matt.