To 22-årige dræbt af lavine
Formodet lavine nær Nuuk har slået to 22-årige mænd ihjel, oplyser Grønlands Politi
To 22-årige grønlandske mænd er døde efter en formodet lavine i Arqitsoq ved den grønlandske hovedstad, Nuuk.
Det oplyser Grønlands Politi på Facebook sent tirsdag aften lokal tid.
- Der er foretaget livreddende førstehjælp på stedet, men de to personers liv stod ikke til at redde, lyder det.
Mændene var fra Nuuk.
Flere fanget under sneen
Politiet og andre myndigheder rykkede tidligere på dagen ud til den formodede lavine, hvor flere personer blev meldt fanget under sneen.
De pårørende til de omkomne, som ifølge politiet var på snescootere, er underrettet.
Politiet oplyser også, at man ikke leder efter andre savnede. Det er uklart, hvor mange personer der var involveret i hændelsen.
Som følge af hændelsen er det nedsat et kriseberedskab ved brandstationen i Nuuk.
- Grønlands Politi vil i den forbindelse sige tak til de nævnte for assistance med operationen vedrørende den tragiske ulykke, lyder det.
Politiet oplyser yderligere, at tirsdagens operation foregik i samarbejde med det lokale snescooter-SAR-beredskab (Qamutit), Arktisk Kommando, brandvæsenet og sundhedsvæsenet.
Over 300 km/t
En lavine er et skred af sne, der kan komme op på hastigheder på over 300 kilometer i timen.
Laviner udløses ofte, når et skråt underlag ikke kan bære det overliggende materiale og derfor begynder at skride under en accelererende proces.