Tjekker du din telefon konstant? Læs her hvem du sårer
En undersøgelse af 450 voksne afslører, at de konstante tjek på mobiltelefonen fører til konflikter og mindre glæde hos den partner, som ikke er så afhængig af mobiltelefonen
Kender du situationen: Din ægtefælle eller partner render konstant rundt med telefonen i hånden og tjekker beskeder, læser mail og studerer nyheder?
Nu har amerikanske forskere fundet ud af, at den opførsel ikke blot er irriterende for omgivelserne. Den er direkte skadelig for ægte- eller partnerskab.
En undersøgelse af 450 voksne afslørede, at de konstante tjek på mobiltelefonen fører til konflikter og mindre glæde hos den partner, som ikke er så afhængig af mobiltelefonen.
Faktisk kunne den oversete partner ligefrem blive lettere deprimeret over situationen.
Bange for at miste kontrol
Forskerne opererer også med begrebet FOMO, der betyder ’fear of missing out’ ( bange for at gå glip af noget ).
Personerne er hele tiden bange for at miste kontrollen og gå glip af måske vigtige oplysninger på telefonen. Ifølge de amerikanske forskere skyldes det signaler fra den mest primitive del af vores hjerne amygdala.
Den scanner hele tiden, om dit liv er i fare og hvordan du skal reagere. Skal du kæmpe eller flygte?
Klinisk psykolog Anita Sanz fortæller til Quora, at hjernen i vores urtid blev trænet til konstant at lede efter fødekilder. At overse mad var i sin yderste konsekvens forbundet med døden.
Konstant stresset
FOMO bringer dig faktisk i den samme stressende situation.
-I et forsøg på at forebygge denne stress begynder nogle personer helt ufrivilligt at tjekke deres mobiltelefon endnu mere for at få kontrol over situationen og sikre, at de ikke misser noget. På den måde ender personen med konstant at tjekke mobilen, forklarer Anta Sanz.
Forskernes resultater er blevet offentliggjort i Computers in Human Behaviour. Ifølge artiklen sørger personer, som lider af FOMO, også altid for at lægge telefonen et sted, hvor de hele tiden kan holde øje med den.
Maden smager dårligere
Forskerne har døbt fænomenet med den overset partner for Phubbing. Der er nu ligefrem lavet en hjemmeside StopPhubbing.com. Her kan man blandt andet stemme for eller imod de evindelige tjek på mobilen, når partneren er til stede.
97 procent erklærer således, at maden smager dårligere, når de bliver udsat for partnerens konstante telefon-tjek.
Også Facebook har nu profiler om emnet.
Hvordan oplever du konstante telefon-tjek? Er du offer eller skurk? Er det her pjat eller alvor?