Tjek dit TV: Nu får 150.000 danskere sort skærm
Ifølge kulturministeren er datoen for omlægningen af antennesignalet endelig og vil ikke blive udskudt igen.
Fra 2. juni bliver der slukket for det gamle antennesignal DVB-T.
Det betyder, at de, som hidtil har set tv via dette signal, kan blive nødt til at anskaffe sig en tv-boks, et nyt tv eller en tredje løsning, som kan modtage DVB-T2 signalet.
Hvis du synes, at det er en nyhed, du har hørt om tidligere på året, så er det korrekt.
For egentlig skulle det gamle antennesignal være blevet slukket den 31. marts, men det blev få dage før den planlagte dato, udskudt til juni 2020.
Kulturminister Joy Mogensen (S) slår fast i en skriftlig kommentar, at omlægningen ikke vil blive udskudt igen.
– Jeg har undersøgt muligheden for at udskyde omlægningen af tv-signalet yderligere, men det har desværre ikke været muligt at få en aftale med teleselskaberne herom.
– En yderligere udskydelse havde kun været muligt få uger, da vi er internationalt forpligtet til at afgive frekvenserne til mobilt bredbånd senest den 30. juni, skriver Joy Mogensen.
150.000 berørt
Kulturministeriet vurderede, at at op mod 150.000 borgere, herunder mange ældre, risikerede at miste deres tv-signal under coronakrisen, hvis omlægningen blev gennemført som planlagt.
– Jeg er glad for, at det i første omgang lykkedes at rykke signalændringen et par måneder, og i den bedste verden havde en signalændring ikke ligget i en tid med Covid-19, skriver Joy Mogensen i den skriftlige kommentar.
Tv-antennesignalet skal omlægges efter en politisk beslutning om at frigøre tv-frekvenser til mobilt bredbånd senest i midten af 2020.
700 MHz-båndet, som indtil nu har været brugt til tv-signal til antenner, blev solgt af staten ved auktion til en række teleoperatører med henblik på at bruge frekvenserne til mobilt bredbånd fra april.
Kulturministeriet blev dog enige med teleoperatørerne om at udskyde omlægningen fra 31. marts til 2. juni på grund af coronasituationen.
For at gøre de op mod 150.000 borgere opmærksomme på omlægningen af tv-signalet, har Kulturministeriet kørt en oplysningskampagne med blandt andet annoncer på nettet og i printmedier.