Tjek det selv: Er dit forbrug faktisk ulovligt?
Er du i tvivl om, hvorvidt du streamer film eller serier fra ulovlige sider, kan du se efter flere ting, der skal få alarmklokkerne til at ringe.
Du googler en film på nettet og bliver henvist til en side, hvor den kan streames gratis. Du klikker – for det kan der vel ikke ske noget ved?
34 procent af danskerne har på et tidspunkt i deres liv streamet eller downloadet indhold som film, serier eller sportsbegivenheder ulovligt på nettet – og 11 procent af danskerne synes, det er i orden.
Det viser en rapport fra 2020, hvor Dansk Erhverv har undersøgt ulovlig streaming og download i Danmark. Og det billede genkender Maria Fredenslund, der er advokat og direktør i RettighedsAlliancen.
– Der er desværre en opfattelse af, at der gælder andre regler på internettet, end der gør i den fysiske verden. Det er rigtig ærgerligt, at man tror, det er o.k. at stjæle, når det foregår på internettet, siger hun.
Når du streamer eller downloader indhold fra ulovlige sider, bryder du ophavsretten, hvilket er strafbart.
Men ikke alle bryder loven bevidst. Af rapporten fra Dansk Erhverv fremgår det således også, at mange har svært ved vurdere lovligheden af de forskellige sider.
For eksempel er det kun omkring halvdelen af danskerne, der korrekt identificerer de to populære streamingsites “123movies” og “WatchSeries” som ulovlige. De to sider er blandt de ulovlige streamingsites, som flest danskere kender og benytter.
– Der er en skov af ulovlige tjenester, som man skal holde sig fra, og det kan godt være udfordrende at finde ud af, hvilke det er, forklarer Maria Fredenslund.
Dette skal du tjekke
Tommelfingerreglen er at mange pop op-annoncer er et signal om, at du skal skærpe opmærksomheden.
Derudover bør du være skeptisk, hvis du har svært ved at finde kontaktoplysninger på firmaet bag eller ikke kan se, hvilke typer af abonnement der kan tegnes.
Hvis du stadig ikke kan aflure, om siden er ulovlig, kan du med fordel bruge filmfinder.dk, der kan giver et overblik over alle de tjenester, hvor den pågældende film eller serie kan streames lovligt.
I et forsøg på at advare dig, inden skaden sker, samarbejder Rettighedsalliancen og internetudbydere desuden om at opsætte blokeringsskilte, der popper op, når du er på vej ind på en ulovlig hjemmeside.
– Skiltene fortæller, at “du er på vej ind på en ulovlig side, prøv at gå den her vej i stedet”, og så henviser vi til lovlige sider med samme indhold, fortæller Maria Fredenslund.
For er du først kommet ind på en ulovlig side, så er du ikke kun på vej til at bryde loven. Hver tredje ulovlige side indeholder også indlejret malware, der kan blive aktiveret, når du tilgår den
– Derfra kan kriminelle stjæle adgang til kontooplysninger og udføre afpresning via ransomware, siger Maria Fredenslund.
Indtil videre har RettighedsAlliancen fået opsat 478 blokeringsskilte på ulovlige hjemmesider.
I galleriet ovenfor kan du se, hvilke streaming-serier, der hittede sidste år.