Tjek årsopgørelsen for fejl

Privatøkonom forklarer, hvordan hun gennemgår sin årsopgørelse og tjekker den for fejl for at undgå missede fradrag og dobbeltbeskatning

Offentliggjort Sidst opdateret

Skattestyrelsen har åbnet for adgangen til årsopgørelsen for 2024. Du kan altså allerede nu logge ind med MitID og tjekke, om det hele stemmer.

Det er vigtigt, at oplysningerne i din årsopgørelse er korrekte, så du hverken betaler for lidt eller for meget i skat. Selv mindre fejl kan koste mange penge.

Hvis du synes, det kan være lidt svært at overskue andet end, om du skal have penge tilbage i skat eller ej, fortæller privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen her, hvordan hun selv griber årsopgørelsen an.

Nogenlunde forberedt

- Som det første åbner jeg min forskudsopgørelse for 2024, så jeg er nogenlunde forberedt på, hvad der møder mig, når jeg åbner årsopgørelsen, siger hun.

Forskudsopgørelsen og årsopgørelsen hænger sammen. Forskudsopgørelsen kommer i november og er et budget for din forventede indkomst og skat for næste år, mens årsopgørelsen i marts er et regnskab over din skat i det forgangne år.

Gør noget ved røde tal

- Jeg skimmer hurtigt forskudsopgørelsen og kan se, at jeg ikke har fået forskudsregistreret servicefradrag. Og da jeg har haft udgifter til rengøring, vinduespudsning og havearbejde sidste år, ved jeg allerede nu, at selv om jeg møder røde tal i årsopgørelsen, så er der gode muligheder for at gøre noget ved det, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Selve resultat er naturligvis det første, hendes øjne falder på i årsopgørelsen. Altså om tallet er grønt eller rødt.

Tager det roligt

- Men selv om jeg skulle stå til en mindre restskat, tager jeg det roligt, fordi Skattestyrelsen endnu ikke har alle oplysninger om mine fradrag, så måske kan jeg helt undgå den, siger hun og fortsætter:

- Netop i år er jeg dog forberedt på, at jeg måske hører til de boligejere, der ender med at skylde penge på grund af problemer med at udregne skatterabatten i forbindelse med overgangen til de nye boligskatter.

Forsinkede vurderinger 

De offentlige ejendomsvurderinger for de seneste år er forsinkede, og boligskatten vil blive genberegnet, efterhånden som vurderinger bliver klar.

- Som det næste læser jeg, hvad der står i "Vær opmærksom på" lige under det grønne eller røde tal. Her er der vigtige oplysninger, såsom at jeg har fået ægtefællerabat på beskatning af fri telefon. Der kan også stå advarsler, hvis jeg eksempelvis uforvarende har fået sat for meget ind på ratepension, siger Camilla Schjølin Poulsen.

Risiko for dobbeltskat

Hvis du har indbetalt for meget, risikerer du at blive dobbeltbeskattet. Du får nemlig ikke fradrag for det beløb, der er indbetalt for meget, men du skal stadig betale skat, når pengene bliver udbetalt.

- Herefter gennemgår jeg hurtigt alle tallene. Lønindkomst og renteudgifter bør være korrekte, da Skattestyrelsen automatisk modtager disse oplysninger. Resten er overskueligt, da 2024 hverken bød på jobskift, boligkøb eller køb og salg af værdipapirer, siger hun.

Steg markant

Og så er tiden kommet til servicefradrag.

- Servicefradraget steg markant i 2024 til helt op til 11.900 kroner per voksen. Det betyder, at vi hjemme hos os nu kan få fuldt fradrag for samtlige udgifter til rengøring, vinduespudsning, fliserens og plænepleje, siger hun.

Som det sidste kigger Camilla Schjølin Poulsen i fanen boligskattelån for at sikre sig, at hun som boligejer ikke har indfrosset boligskat, da hun gerne vil undgå skjult gæld, der hober sig op.

Har drillet

- Jeg tjekker også, om min samlede skatterabat ser korrekt ud. Det punkt har drillet skattemyndighederne og står til at udløse en restskat til mange danskere, siger hun.

Vurderingsstyrelsen sendte sidste år brev til flere boligejere om, at de kan vælge at få et lån til staten til at dække eventuel restskat som følge af forkert skatterabat.

Privatøkonom i PFA Camilla Schjølin Poulsen tjekker også som det første, om resultatet i årsopgørelsen er et grønt eller et rødt tal. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS