Tivoli med opfordring: Mød ikke op
Køen er allerede lang til den udsolgte 50 Cent koncert i Tivoli, men der opfordres til, at man holder sig væk, hvis man ikke har billet
Fredagsrock i Tivoli står for døren igen - og denne gang med ingen ringere end verdensstjernen 50 Cent, der i aften indtræder scenen foran 'Plænen' i Tivoli.
Koncerten er for længst udsolgt, og det får Tivoli til at advare mod, at gæster møder op, hvis de ikke er en af de heldige med billet til koncerten.
- Reservationerne til 50 Cent er revet væk. Vi har kontaktet alle på ventelisten. Da der er udsolgt, er der ikke grund til at dukke op, hvis man ikke har reservation, skriver Tivolis pressechef, Torben Plank, på Twitter.
Vil give en god oplevelse
Billeder viser, at køen til koncerten allerede er enorm foran Tivolis porte.
Torben Plank forsikrer dog, at man ønsker at give koncertgæsterne den bedst mulige oplevelse fredag aften.
- Vi afvikler 50 Cent koncert med lavere gæstekapacitet for at sikre den gode Tivolioplevelse, skriver pressechefen.
Du kan se billeder fra køen til Tivoli nedenfor.