Tirsdag blev 200 kroner til en million
-Usædvanligt, siger direktør
En oddser har sandsynligvis fulgt særdeles godt med i Arsenals opgør mod Southampton, der blev spillet på den engelske sydkyst tirsdag aften. Med seks udfald allerede i banken, skulle London-klubben blot vinde på udebanen.
Med tre mål mod Southamptons ene blev det en realitet, og spilleren kunne således se sine 200 kroner i indskud blive forvandlet til mere end en million kroner i udbetaling. En imponerende bedrift, mener Danske Spil.
– Det er sjældent, at vi ser gevinster i millionklassen på sådan et indskud. Desuden har kunden demonstreret en vanvittig god indsigt i både klubber og spilleres formkurver. Det er virkelig imponerende, siger direktør i Danske Licens Spil Niels Erik Folmann i en pressemeddelelse.
Vedkommende havde spillet sin millionkupon hos 7-Eleven på Shell-tanken i Albertslund nogle dage forinden for et indskud på 200 kroner. Udbetalingen blev ifølge Danske Spil til 1.137.782 kroner.
Der blev taget nogle chancer undervejs på kuponen. Blandt andet havde oddseren spillet på, at Manchester Uniteds Marcus Rashford både skulle score og lave oplæg i FA Cup-kampen mod Uniteds ærkerivaler Liverpool.