Tinkov sviner igen Bjarne Riis på Twitter
Røgen vil åbenbart aldrig lægge sig i stridighederne mellem Bjarne Riis og danskerens tidligere chef, Oleg Tinkov.
Den excentriske russer er som ejer af Team Tinkoff-Saxo, som han fyrede Bjarne Riis fra i marts 2015, en meget åbenmundet type. Det oplever Oleg Tinkovs mere end 200.000 Twitter-følgere ofte, når russeren sætter sig til tasterne og tømmer sit hoved for kontroversielle udmeldinger.
Tinkov er heller ikke bleg for at fejre sit holds sejre på landevejene rundt om i verden. Alle skal have det at vide, når det går Tinkoff-Saxo godt.
Derfor var der en Twitter-bruger, der undrede sig over, at Tinkov slet ikke havde nævnt Roman Kreuzigers sejr i USA Pro Challenge. Det var hér, at Oleg Tinkov fandt det passende at sende en stikpille mod sin tidligere team manager Bjarne Riis.
»Hvem går op i det løb? Jeg forstår ikke engang, hvorfor Riis overhovedet kom det løb i vores kalender,« svarede han Twitter-brugeren.
Der har været et utal af stipiller til Riis fra Tinkov, siden danskeren i foråret blev tvunget ud af holdet, som han bare halvandet år tidligere havde solgt til Tinkov.
I månederne efter bruddet udtalte han flere gange, at Bjarne Riis ikke havde lavet det store på holdet, og at han var ubrugelig.
»Han var for dyr at have rendende uden at lave noget. Jeg indså, at vi ikke havde brug for ham. Når du fjerner nogen, og intet ændrer sig, betyder det, at der ikke var brug for dem,« skrev Oleg Tinkov blandt andet i et blogindlæg på cykelsportssiden Cyclingnews.
Tinkoff-Saxo kører i øjeblikket med i Vueltaen, der startede lørdag med en holdtidskørsel.