Tinkoff-Saxo-ryttere roser Tinkov
Hollandske Steven de Jongh blev fredag præsenteret af Oleg Tinkov som erstatning for Bjarne Riis. Nu er flere af holdets ryttere ude med kommentarer af valget.
Tinkoff-Saxos nyindkøbte stjerne, Peter Sagan, skriver på Facebook, at han bakker op om Oleg Tinkovs nye ledelsessammenætning.
»Jeg mener, at vi altid skal fokusere på fremtiden. Vi har nogle af de bedste ryttere i feltet, og vi har et stærkt hold af trænere og specialister, så sammen må vi kæmpe for at opnå sæsonens store mål. Jeg bakker op om holdejeren, Oleg Tinkovs, beslutningen om ledelsessammensætningen, der skal drive os fremad. Og jeg stoler på Steven de Jongh (ny sportsdirektør Red.). Tinkoff-Saxo vil igen blive en af verdens førende cykelhold. Nu ser jeg frem til, at vi skal ud og angribe i Flandern Rundt,« skriver Peter Sagan på Facebook.
Basso ude med roser
Også den tidligere italienske kongeklatrer Ivan Basso er ude med roserne.
»Jeg er ikke bange for forandring, hvis den peger mod fremtiden. Som professionel atlet er det op til en selv at skabe en positiv energi. Og det er, hvad jeg har tænkt mig. Oleg Tinkov er en krævende leder, det ved alle ryttere. Jeg er klar,« skriver Basso på Facebook.
Holdejer Oleg Tinkov var tildigere ude og ‘rose’ Bjarne Riis for den måde, han taklede fyringen på.
»Dear Bjarne , have a Happy 51y birthday holiday! love your spirit!,« skrev han således på Twitter.