Tina flygtede ud af landet med børnene: -Vores liv ligger i ruiner

Efter at have fået tvangsfjernet parrets to børn - og fået omstødt beslutningen - forsøger Tina og John nu at starte et nyt liv

Kvindens kæreste, John Braun, fortæller om sagen til Newsbreak.dk. (Foto: Privat)
Offentliggjort Sidst opdateret

En dag i juli måned blev der vendt op og ned på livet for John Braun, kæresten Tina og deres to små børn.

Newsbreak.dk bragte dengang historien om, at Tina var blevet efterlyst af Nordjyllands Politi, da Hjørring Kommune frygtede for parrets spædbarns tarv.

Dengang fastholdt John Braun, at hverken han eller Tina havde gjort noget galt. Og det fik parret ret i. Den 24. juli mødte John op foran Børne- og Ungeudvalget i Hjørring Kommune, hvor beslutningen om at tvangsfjerne parrets to små børn, Silke på to måneder og Silas på nu tre år, blev omstødt.

Men der endte kvalerne for den lille familie ikke. I dag mærker de stadig efterveerne af den hårde sommer, og den klapjagt, familien føler, de blev udsat for, fortæller John Braun til Newsbreak.dk:

– Vores liv ligger i ruiner; Vi har måttet opsige det hus, som Tina boede i, og flytte alle hendes ting. Tæppet er blevet revet væk under hele familien, siger John Braun.

Flygtet til Tyskland

Da politiet bankede på døren hos familien tilbage i juli, var Tina og børnene væk. De var taget til Tyskland, og der har de nu slået sig ned permanent, fortæller John Braun:

– Hun tør ikke komme til Danmark, selvom hun på papiret stadig kan. Men efter vi har været gennem det her forløb, har vi tvivlet rigtigt meget på systemet. Her kan de ikke røre hende, siger han.

John har derfor brugt resten af sommeren på løbende at tømme familiens store hus. Utallige kasser er blevet pakket, stablet og sorteret, og delt mellem den nye adresse i Tyskland og et opbevaringsrum.

Og arbejdet sætter sig sine spor, fortæller han:

– Jeg har måttet stå alene her og skulle pakke et helt hus på 200 kvadratmeter ned, og transportere det hele frem og tilbage, og får ikke set mine børn i hverdagen – det har ødelagt rigtigt meget for os, siger John Braun.

På grund af sin arbejdssituation kan han ikke bare flytte med til Tyskland. Han er i gang med at færdiggøre pakningen af huset, og regner med at flytte til Tønder snart, så han kan være tæt på børnene. Han fortæller, at det indtil videre har kostet dem et sted mellem 60.000 og 70.000 kroner at starte på en frisk.

Påvirker stadig

Selvom afstanden til Hjørring er blevet lang fysisk set, føler John Braun stadig at kommunen kan ånde dem i nakken.

– Vi har stadig angst for, at kommunen skal ødelægge alting for os. Hver gang der kommer en mail fra kommunen er man bange, siger han.

Det har påvirket dem begge hårdt psykisk – og det slår også skår i deres forhold til hinanden:

– Det har påvirket vores forhold til hinanden og til børnene – ens tålmodighed er ikke så stor, som den normalt er. Før var jeg sammen med min søn hver dag og kunne putte ham, og det er bare blevet revet væk. Det påvirker sgu både mig og ham, siger John Braun og fortsætter:

– Silke har kolik, og det er rigtigt svært for Tina at være alene om hende – specielt med Silas også. Det er sgu frustrerende, specielt når man ikke kan være der hele tiden.

Hjørring Kommune er ikke vendt tilbage på Newsbreak.dks henvendelse om en kommentar. De har tidligere udtalt, at de ikke kommenterer på enkeltsager vedrørende kommunens borgere.

Powered by Labrador CMS