Timelangt mareridt: Kvinde fanget i mudder
En kvinde sad fast i en mudderpøl i halvanden time, da hun pludselig blev fanget af mudderet.
Er du den omtalte kvinde, eller var du vidne til episoden, vil Newsbreak.dk meget gerne høre fra dig. Send gerne en mail til redaktion@newsbreak.dk.
En søndagsgåtur udviklede sig pludselig dramatisk for en kvinde i et skovområde ved Barrit nær Juelsminde i Østjylland.
Kvinden blev fanget i en pøl med mudder udenfor stisystemet i området, hvor hun sad så godt fast, at hverken hun selv, hendes veninde eller andre forbipasserende kunne hjælpe hende op.
Hun endte med at sidde fast i halvanden time i mudderet inden Sydøstjyllands Brandvæsen fik halet hende op, oplyser indsatsleder Søren Sonne Hornbech til Newsbreak.dk.
– Kvinden forsøger selv at komme fri først, og derfor går der lidt tid, før vi bliver tilkaldt og kommer derud. Derfra tog det nok omkring tre kvarter at få hende op, siger Søren Sonne Hornbech.
Ikke i livsfare
Ifølge indsatslederen var kvinden ved godt mod på trods af overraskelsen.
– Selvfølgelig har det været ubehageligt for hende at sidde fastlåst i den samme stilling så længe, men hun har på intet tidspunkt været i livsfare, og hun fik både hjælp af hendes veninde og en række forbipasserende og blev holdt varm med tæpper, siger Søren Sonne Hornbech.
Ifølge ham sker det forholdsvist sjældent, at beredskabet rykker ud til lignende redningsaktioner.
Hvis man alligevel skulle komme ud for en lignende oplevelse, er det dog vigtigt, at man forsøger at sidde så stille som muligt og få tilkaldt hjælp.
– Jo mere, man bevæger sig, jo større vakuum skaber man i mudderet, så derfor er det bedst ikke at bevæge sig for meget. Men det er selvfølgelig ikke kviksand, så der er ikke sådan, at man bliver suget ned på den måde, siger Søren Sonne Hornbech.