Tiltalt for vold og tvang af unge: Solhaven-ansatte frifindes
Tre og et halvt år efter, at den nu tidligere forstander og 11 ansatte fra døgninstitutionen Solhaven i Farsø blev tiltalt for vold og tvang mod unge på institutionen, er de onsdag eftermiddag blevet frifundet ved Retten i Aalborg. Det skriver bt.dk.
Afgørelsen er enstemmig.
»Der har været mange gamle forhold. Vi har været helt tilbage til 2005, og det har været svært for mange at huske. Der foreligger ikke mange objektive beviser i sagen, altså lægelige oplysninger og beviser,« forklarer dommeren ifølge bt.dk og uddyber:
»Det har været påstand mod påstand i det meste af sagen. De unge og de tiltaltes forklaringer stod mod hinanden. Men det er anklageren, som har bevisbyrden, og på den baggrund er retten nået frem til, at der ikke er ført tilstrækkelige beviser jævnfør anklageskriftet.«
De 12 ansatte var tiltalt for i alt 66 forhold, herunder halsgreb, slag med knytnæver og knæspark, som skulle have fundet sted fra 2005 til 2012. I de fleste forhold havde anklagemyndigheden rejst tiltale efter den grove voldsparagraf, straffelovens paragraf 245, der har en straframme på op til seks års fængsel.
Alle tiltalte har under hele forløbet nægtet sig skyldige.