Tiltale: Ville have sex med barn på 4 måneder
En anden pige var 4 år
En 54-årig mand skal torsdag for retten. Han er tiltalt for blandt andet forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold med børn.
Det ene barn var fire måneder, det andet fire år.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Torsdag den 8. april 2021 står en 54-årig mand fra Vejle tiltalt ved retten i Kolding for blandt andet forsøg på voldtægt og andet seksuelt forhold med børn under 12 år og besiddelse af børnepornografi.
Den 54-årige mand er tiltalt for i perioden fra 3. juni 2020 til 26. august 2020 via kommunikation på internettet at have forsøgt at opnå samleje og andet seksuelt forhold med to piger på henholdsvis cirka fire måneder og fire år.
Han er også tiltalt for forsøg på medvirken til voldtægt ved andet seksuelt forhold med et barn under 12 år – også via kommunikation på internettet.
Derudover er den 54-årige tiltalt for at være i besiddelse af – og for at udbrede børnepornografi i perioden fra 16. juli 2020 og 26. august 2020.
Anholdt i Billund
Sydøstjyllands Politi anholdt den 54-årige mand i Billund Lufthavn 26. august 2020 og han har været fængslet siden den 27. august 2020, hvor han blev fremstillet i grundlovsforhør.
Sagen er speciel, idet den blandt andet bygger på en aktion gennemført af engelsk politi rettet mod aktiviteter på nettet om overgreb mod børn.
Retssagen kører over to dage og den endelige dom forventes afsagt den 13. april 2021.
For Anklagemyndigheden ved Sydøstjyllands Politi møder senioranklager Christina Bork Hansen.
Sydøstjyllands Politi oplyser, at anklagemyndigheden ikke har yderligere oplysninger forud for domsforhandlingen.