Tiltale: Nattevagt befamlede fikseret kvinde
En nattevagt på Psykiatrisk Center Amager står næste uge tiltalt for seksuelle overgreb mod en forsvarsløs kvinde, der lå fysisk fastspændt.
En uhyggelig sag skal næste uge for retten i Glostrup. Her lyder tiltalen mod en 54-årig mand blandt andet, at han som nattevagt på den lukkede afdeling på Psykiatrisk Center Hvidovre har forgrebet sig seksuelt på en kvindelig patient, da patienten lå bæltefikseret og var påvirket af medicin. Det skriver Ekstra Bladet.
Den 54-årige er også tiltalt for at have begået seksuelt overgreb på en kvindelig patient på Psykiatrisk Center Amager, hvor manden senere var ansat.
Den 54-årige nægter sig skyldig, og retssagen mod ham skal afgøres ved domsmandsret.
Sagen har været efterforsket af Københavns Vestegns Politi, efter den ene kvinde anmeldte sagen.
Slikkede på bryst
Ifølge tiltalen fandt overgrebet mod kvinden på Psykiatrisk Center Hvidovre sted mellem 1. oktober 2012 og 24. december 2012. Kvinden var ikke i stand til at gøre modstand, da den 54-årige befølte hende under trusserne, lyder det i tiltalen. Det skriver Ekstra Bladet.
Den anden episode på Psykiatrisk Center Amager skete i perioden fra 1. september 2013 til 8. september 2013, hvor den 54-årige ifølge tiltalen tungekyssede den kvindelige patients ene bryst og befamlede det andet.
Den 54-årige er tiltalt efter straffelovens § 219 og risikerer op til fire års fængsel.