Tiltale: Læste medarbejdernes SMS’er
Aarhus Havn har i strid med straffeloven skaffet sig adgang til medarbejdernes SMS’er. Det mener Anklagemyndigheden, som oplyser, at man nu rejser tiltale mod det kommunale havneselskab.
Statsadvokaten i Viborg, Jan Reckendorff, fortæller i en pressemeddelelse, at sagen vil være mod Aarhus Havn som virksomhed, en tidligere direktør og en ledende medarbejder.
»Straffesagen kommer hovedsageligt til at handle om, hvor langt en arbejdsgiver egentlig må gå for at skaffe sig adgang til medarbejderes private kommunikation med hinanden. Jeg har ved min afgørelse blandt andet lagt vægt på, at aflæsningen af SMSerne skete fra en tillidsmands telefon, som også blev brugt privat. Selv om SMS’erne blev sendt fra en arbejdsmobil, så rejser vi altså tiltale for overtrædelse af straffelovens forbud mod uberettiget at læse andre menneskers private beskeder,« lyder det fra Jan Reckendorff.
Afluringen af SMSerne skete i forbindelse med en faglig strid, og havnen valgte at fyre tre kranførere på baggrund af deres private kommunikation.
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) har også været sigtet i sagen som bestyrelsesformand for havnen, men der ikke blive rejst tiltale mod ham.