Tilgivende Charlie Hebdo bliver revet væk
Fra morgenstunden er der køer ved bladkioskerne i Paris, hvor folk vil købe satire-magasinet Charlie Hebdo.
Det satiriske ugemagasin Charlie Hebdo bliver onsdag morgen revet ned fra hylderne i den franske hovedstad, Paris. Folk står i kø for at købe bladet, og flere steder meldes der om udsolgt, skriver Le Monde.
Onsdagens udgave er det første siden det blodige terrorangreb mod magasinet for en uge siden, hvor 10 ansatte og to politibetjente blev dræbt.
– Nogen køber fem-ti eksemplarer, siger en medarbejder ved Relay-kiosken på banegården Gare de l’Est i Paris til avisen Le Monde.
Kiosken havde 125 eksemplarer af magasin, da den åbnede klokken seks onsdag morgen, og 40 minutter senere var der udsolgt.
Den franske hovedstads indbyggere får dog lejlighed for at erhverve sig et eksemplar af den historiske udgave af Charlie Hebdo i de kommende dage.
Salgsstederne vil nemlig få daglige leverancer af bladet frem til 19. januar, og det er muligt, at bladet skal trykkes i flere eksemplarer end de planlagte tre millioner, skriver Le Parisien.
/ritzau/NTB