Tiger Woods sætter ny forfærdelig rekord

Tiger Woods. Foto: ANDY LYONS/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Verdens bedste golfspiller. Den betegnelse bar Tiger Woods gennem en årrække. Men at det er ved at være noget tid siden, at amerikaneren var på toppen, beviste han igen lørdag.

På tredje runde af PGA-turneringen Memorial Tournament måtte Woods bruge 85 slag på de 18 huller. Det er den værste score i hele hans karriere.

Seks bogeys, to dobbeltbogeys og en enkelt tripel bogey blev det til for Tiger Woods, der i øjeblikket indtager en beskeden plads som nummer 172 på verdensranglisten. En enkelt birdie trak dog scoren i den modsatte retning.

Men trods rædselsrunden fortalte Woods’ banemand på omgangen, Zac Blair, at amerikaneren tog nedturen med ophøjet ro.

»Jeg synes, han håndterede det flot. Han kom aldrig med de store følelsesmæssige udbrud. Han var konstant høflig over for mig. Det var dejligt at se,« siger Blair til turneringens hjemmeside.

Tiger Woods selv afviste at kommentere runden. Da han afsluttede runden, lå han på en suveræn sidsteplads.

Powered by Labrador CMS