Tiger Woods går årets bedste runde: Nærmer sig toppen
Fem slag under par. Tiger Woods gik fredag sin bedste runde i år efter seks birdies og én bogey.
Golfspilleren Tiger Woods har haft en forfærdelig sæson og er dumpet ned som nummer 266 på verdensranglisten, men fredagens anden runde af PGA Tour-turneringen Quicken Loans National kan måske være vendepunktet for den tidligere verdensetter.
Woods gik nemlig sin bedste runde i år, da han var fem slag under par på fredagens 18 huller.
Det begyndte ellers ikke så godt, men så lavede Woods seks birdies på sine sidste 13 huller og strøg frem i stillingen. Woods’ sidste birdie kom i stand efter et put på over 10 meter, og det blev da også fejret med usædvanlig stor jubel fra amerikaneren.
Samlet er Tiger Woods otte slag under par. Den samme score har syv andre spillere fredag aften klokken 21. Det er et enkelt slag dårligere end førende David Lingmerth fra Sverige og amerikaneren Kevin Chappell.
Flere af spillerne i toppen har dog ikke færdigspillet sin anden runde endnu.
Tiger Woods er i den specielle situation, at han skal vinde denne uges turnering, hvis han vil kvalificere sig til næste uges WGC Bridgestone Invitational i Ohio, som han otte gange tidligere i karrieren har vundet
/ritzau/