Tidsnød holder børn væk fra køkkenet

Foto: Scanpix (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

De unge børn vil gerne give en hånd med i køkkenet, men det kniber med at få tid til at hjælpe mor og far, når der skal skrælles gulerødder og formes frikadeller.

I en ny undersøgelse, som Arla står bag, har 733 elever i 6. og 7. klasse fortalt om deres forhold til madlavning i hjemmet.

Seks ud af ti elever svarer, at de hjælper til i køkkenet, når der skal laves aftensmad, men lige så mange, nemlig 57 procent, vil gerne hjælpe mere, skriver b.dk.

Det er der imidlertid ikke tid til, når lange skoledage, fritidsaktiviteter og lektier også skal passes. Det svarer 67 procent af eleverne. Derfor opfordrer administrerende direktør i Arla Fonden, Sanne Vinther, til, at der skabes mere struktur omkring madlavningen

»En stor grad af indflydelse hjælper. Min tanke kunne være at starte, hvor der er tid. Det er der sandsynligvis i weekenden eller ferierne. Så start ud der, og prøv det af, bliv glad for det. Så kan man kigge på, hvilke dage i ugen det kan lade sig gøre bagefter,« siger direktøren.

Hun er dog positiv over, at der er så mange børn, der gerne vil give en hånd med i køkkenet. Det kan nemlig være godt for børnenes madvaner på længere sigt.

»Det er lovende, for så er der håb for, at de kommer til at kunne lave mad selv. Et er, at de gerne vil hjælpe, men man skal også give dem frihed til at gøre det. Så kan forældrene træde i baggrunden, for ofte kan vi voksne komme til at tage føringen. Måske skulle man vende den om og lade børnene lave aftensmaden,« siger hun.

Det kommer heller ikke bag på direktøren, at det kniber med tiden, når skoledagene er blevet længere, og der er masser af fritidsinteresser, som skal passes.

»Det må vi som familier prøve at indrette os efter og se på, hvordan vi får løst det på en god måde så man kan gå i køkkenet stille og roligt,« siger hun og understreger:

»Der kan være tendens til at tænke, at madlavningen bare skal overstås hurtigst muligt, men jeg tror, at langt de fleste familie vil opleve det som en positiv tid i køkkenet, hvor der opstår gode snakke. Så i stedet for at se det som en sur tjans, så se det, som hvor hyggeligt det er, at vi kan gå i køkkenet og være sammen,« siger Sanne Vinther.

Powered by Labrador CMS