Tidligere PET-chef skal i fængsel

Den tidligere PET-chef Jakob Scharf er blevet idømt fire måneders fængsel for brud på sin tavshedspligt i forbindelse med bogen "Syv år for PET".

Scharf var ikke selv til stede ved domsafsigelsen. (Foto: Scanpix)
Offentliggjort Sidst opdateret

Den tidligere chef i PET Jakob Scharf straffes af Københavns Byret med fire måneders ubetinget fængsel for at have brudt sin tavshedspligt.

Samtidig konfiskeres en fortjeneste på knap 400.000 kroner for Scharfs medvirken i bogen “Syv år for PET”, hvor de ulovlige udtalelser er faldet.

Under sagen har anklagemyndigheden hævdet, at den 52-årige jurist ikke mindre end 28 steder i bogen har brudt sin tavshedspligt, og langt hen ad vejen er Københavns Byret enig.

Retsformanden og hans to domsmænd har således valgt at dømme den tiltalte i fuldt omfang i 18 forhold, mens der er sket frifindelse i fire. I de resterende seks forhold er der sket delvis frifindelse.

I “Syv år for PET” beretter Scharf om en række konkrete terrorsager, PET’s arbejdsmetoder og om samarbejdet med andre efterretningstjenester.

Sagens anklagere havde krævet en ubetinget frihedsstraf på seks til ni måneder. På den anden side har Scharf forlangt frifindelse for udtalelserne i bogen, som er skrevet af journalist Morten Skjoldager.

Helt unik sag

Straffesagen mod Jakob Scharf er enestående – både i en dansk og en international kontekst. Aldrig tidligere er den øverste efterretningschef i et land i den vestlige verden blevet tiltalt for noget lignende.

Det bemærkelsesværdige i sagen mod Scharf er også, at PET ikke nærmere har begrundet, hvorfor 28 passager i bogen skulle være fortrolige og desuden skadelige for rigets sikkerhed.

Den omstændighed skyldes, at fremlæggelsen af sådanne beviser angiveligt ville kortslutte efterretningstjenestens egen tavshedspligt.

I stedet har anklagemyndighedens kronvidne, den nuværende PET-chef Finn Borch Andersen, i mere generelle vendinger forklaret, hvilken skade forgængerens udtalelser har forvoldt.

Som vidne har Borch Andersen sagt, at bogens mange detaljer kan stykkes sammen af statens modstandere, som så bliver i stand til at gennemskue, hvordan PET arbejder. Også ting, der ser ubetydelige ud, er altså fortrolige.

Scharf og hans forsvarer har imidlertid fremført, at både anklagemyndigheden og PET’s nuværende chef er på afveje rent juridisk.

Blandt andet har de påpeget, at mange af de oplysninger, Scharf omtaler i bogen, allerede har været fremme, og at han naturligvis har været varsom.

Jakob Scharf stod i spidsen for PET fra 2007 til 2013. Det var i de år, hvor Muhammedtegningerne gjorde Danmark til et udsat mål for terrorister.

Ved fredagens domsafsigelse havde sagens hovedperson valgt at blive væk.

 

Powered by Labrador CMS