Tidligere PET-chef: Gidseltagning åbner for forhandling

Foto: PASCAL ROSSIGNOL/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

De formodede gerningsmænd til skudmassakren på fransk satireblad er presset og desperate efter menneskejagt.

Når de formodede gerningsmænd til skudmassakren på det satiriske ugeblad Charlie Hebdo tager gidsler, er det, fordi de har været massivt jagtet, er presset og er i en desperat situation. Det siger tidligere operativ chef i PET Hans Jørgen Bonnichsen til Ritzau.

– Gidseltagerne vil selvfølgelig have noget at forhandle med, og derfor gælder det nu om for politiet at få fastfrosset situationen, så der kan forhandles af professionelle, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

88.000 franske politibetjente og militærfolk deltager i menneskejagten på de to brødre, Cherif Kouachi og Said Kouachi, der er mistænkt for at stå bag onsdagens angreb mod det satiriske ugeblad Charlie Hebdo, hvor 12 mennesker blev dræbt.

Fredag formiddag udspiller et gidseldrama sig cirka 40 kilometer nordøst for Paris, hvor de to formodede gerningsmænd menes at stå bag kidnapning af et ukendt antal gidsler.

Den tidligere PET-chef siger, at det franske politi formentlig håber på at kunne komme i en forhandlingssituation med de formodede drabsmænd og nu også gidseltagere.

– Det drejer sig om at få professionelle forhandlergrupper ind, der er trænet til at klare sådanne forhandlinger. Forhandlerne vil aldrig selv kunne tage beslutninger. Det skal gøres af myndighederne.

– Men det kan være, at de kommer til at give los på nogle ting. Politiets primære opgave er at redde liv. De vil formentlig prøve med de redskaber, de har, for at få en kommunikation i gang med gidseltagerne, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Efter de foreliggende oplysninger vurderer Bonnichsen, at det er et afgørende øjeblik, men også meget kritisk i forhold til den menneskejagt, der har fundet sted siden massakren på bladredaktionen onsdag.

– Der er forhandlingens vej, men vi kan heller ikke komme uden om, at den aller sidste mulighed er en bevæbnet politiaktion for at få frigivet gidsler. Det kan ende op i det ultimative, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

De franske myndigheder har ikke oplyst noget om, hvor mange gidsler det er lykkedes de formodede drabsmand at tage til fange.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS