TRAGEDIE:
Ti nyfødte mister livet i brand på hospital
45 spædbørn blev reddet ud i live, mens ti omkom i brand, som brød ud på neonatalafdeling i Uttar Pradesh i Indien
Ti spædbørn omkom fredag aften i en brand på et hospital i det nordlige Indien, og yderligere 16 nyfødte børn kom til skade.
Det oplyser myndighederne i delstaten Uttar Pradesh ifølge nyhedsbureauet AP.
Det er foreløbig uklart, hvad der forårsagede branden, som brød ud på en intensivafdeling for nyfødte og for tidligt fødte børn i byen Jhansi.
Grundig efterforskning
Lørdag har viceoverministeren fra delstatsregeringen i Uttar Pradesh besøgt hospitalet.
Han lover, at ofrenes familier vil blive hjulpet, og at der iværksættes en grundig efterforskning af branden.
- Vi vil finde ud af, hvem der er ansvarlige for denne tragedie, og skride til handling. Regeringen er med familierne i denne svære tid, siger ministeren, Brajesh Pathak, til AP.
Indhyllet i flammer
Da brandvæsnet ankom til hospitalet fredag aften, var neonatalafdelingen - afdelingen for de for tidligt fødte og nyfødte børn - indhyllet i flammer.
Brandfolkene måtte smadre vinduer i bygningen for at komme ind til børnene.
I alt blev 45 spædbørn reddet ud fra hospitalet i live.