Thulesen Dahl: Løkke må flytte sig på dagpengene
Når Dansk Folkeparti går til forhandlinger med regeringen om et nyt dagpengesystem, bliver det med en klar melding til statsminister Lars Løkke Rasmussen (V):
Han bliver nødt til at ændre på sin holdning om, at dagpengesystemet som udgangspunkt ikke må blive dyrere end i dag.
Sådan lyder meldingen fra DF-formand Kristian Thulesen Dahl (DF) i et interview med DR Nyheder mandag – dagen, hvor Dagpengekommissionen præsenterer sine anbefalinger.
»Lars Løkke Rasmussen og Venstre-regeringen har jo taget det synspunkt, som Thorning-regeringen havde før. Nu har Socialdemokraterne som oppositionsparti så flyttet sig og siger – som vi har sagt hele tiden – at der skal tilføres flere penge for at løse den her opgave,« siger Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder og understreger, at »nu er det Venstre, vi må have til at flytte sig«.
Flere partier klar til at bruge flere penge
Forud for Dagpengekommissionens præsentation har der samlet sig et flertal i Folketinget uden om regeringen, der er klar til at bruge flere penge på et nyt dagpengesystem. Flertallet består af Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet.
Og mens Dansk Folkeparti har åbnet for at gøre brug af det flertal, har Socialdemokraterne afvist at lave en dagpengeaftale, som regeringen ikke er en del af.
Løkke står fast
Lars Løkke Rasmussen står fast på, at regeringens udgangspunkt for de kommende forhandlinger om et nyt dagpengesystem er anbefalingerne fra kommissionen, som samlet set ikke gør systemet dyrere end det nuværende.
Kommissionen har nemlig fået i opdrag, at anbefalingerne ikke må føre til en »svækkelse af de strukturelle offentlige finanser«, og derfor er regeringen som udgangspunkt ikke parat til at poste flere penge i et nyt dagpengesystem.
Men Kristian Thulesen Dahl understreger over for DR Nyheder, at han ser et behov for, at der tilføres mellem 600 og 700 millioner kroner.
Det svarer nogenlunde til det, LO og FTF mener, der er brug for. De to hovedorganisationer, der begge sidder med i Dagpengekommissionen, er nemlig ikke tilfredse med det regnestykke, et flertal i kommissionen står bag.
LO og FTF mener begge, at indførelsen af to karensdage hver tredje måned koster de ledige alt for dyrt. De vil derfor sende en regning på omkring 600 millioner kroner videre til politikerne, så der ikke indføres »en generel karensdag hver fjerde måned ved høj ledighed«.
Kristian Thulsen Dahl ser også forslaget om karensdage som et problem, og han siger, at »det er klart, at det er en af de finansieringskilder, som kan blive taget af bordet«.