Thulesen Dahl går ind i debat om Holst’ dobbeltløn
Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), havde tid til at snakke om andet end politiske udspil på sit partis sommergruppemøde, der finder sted i Skagen i disse dage.
Sagen om forsvarsminister Carl Holst (V), der er kommet i modvind for at modtage et stort eftervederlag efter sin tid som regionsrådsformand i Region Syddanmark, er ikke gået DF-formandens næse forbi.
Og det er ikke ubetinget pæne ord, der falder. Tværtimod lyder beskeden fra Kristian Thulesen Dahl, at man skal tænke sig godt om, inden man siger ja til et eftervederlag.
»Når man har mulighed for at få et nyt job som forsvarsminister, der er vellønnet og inden for den offentlige sektor, så er tanken med eftervederlaget ikke rigtig opfyldt,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.
Den nyudnævnte forsvarsminister har fået kritik for at have taget imod et eftervederlag på i alt 833.040 kroner fra sin tid som formand i Region Syddanmark, alt imens han som forsvarsminister hæver 1,2 millioner kroner i løn årligt.
»Tanken med eftervederlaget er, at man har en periode, hvor man kan finde et nyt job, efter man har været politiker, hvor man skal resocialiseres – hvis man kan sige det sådan,« lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.
»Men når man går direkte fra et job som regionsrådsformand til at blive forsvarsminister, har man ikke behov for en periode, hvor man går og reflekterer over tingene,« tilføjer han.
DF-formanden understreger, at han ser frem til resultaterne fra Vederlagskommissionen, der i øjeblikket gennemgår lønsystemet for de folkevalgte, så der eventuelt skal rettes op på reglerne. Indtil da er der ikke meget at stille op, lyder det.
»Når reglerne er fulgt, kan vi jo ikke gøre noget ved det udover at komme med vores holdning. Når kommissionen kommer med sit bud på en ny lønstruktur for politikere, opfordrer vi på det kraftigste til, at man får taget hånd omkring de her regler, så de bliver bragt i overensstemmelse med sund fornuft,« siger Kristian Thulesen Dahl.